Hvordan kan PTSD forstås?

Et menneske glemmer aldrig en oplevelse, der har været livstruende. Uanset om den var livstruende for en selv eller andre. Hvis ikke vi besad denne egenskab, havde vi ikke overlevet som art.

For at forstå PTSD er det nødvendigt at se lidt på, hvordan hjernen arbejder. Når et individ oplever en voldsom livstruende begivenhed, reagerer hjernen stærkt på oplevelsen. Alle sanser er koncentrerede og fokuserede på begivenheden. Personen ser med tunnelsyn, og alt andet end truslen er ikke eksisterende.

Alt affotograferes, høres og sanses. Tiden forandrer dimension og begivenheden udspiller sig ofte i slowmotion. Denne bevidsthedsændring er nødvendig, for at en lynhurtig indlæring kan finde sted. I en brøkdel af et sekund har hjernen opfanget faren/begivenheden, og personen glemmer det aldrig igen. Dette er en fin overlevelses mekanisme, idet vi for alt i verden skal prøve at undgå en lignende situation.

Når vi oplever en livstruende situation, skal der handles hurtigt, og der skal handles rigtigt. I brøkdele af et sekund skal individet beslutte, om det skal tage kampen op eller flygte. Der er ikke tid til at vurdere, analysere eller tænke forskellige muligheder igennem. Beslutningen er så livsvigtig, at det rigtige valg skal træffes på overlevelses niveau i hjernestammen og mellemhjernen. Her befinder relæ-stationen sig for informationer om kroppens sanser, og musklerne har fået besked om at handle, længe før personen rigtigt er blevet klar over, hvad der foregår. Det er alt for vigtig en beslutning at overlade til hjernebark/cortex niveau, og desuden vil det tage for lang tid.

Det er som at lægge hånden på en varm kogeplade, hånden er trukket væk, før det går op for en, at den lå der. Mange vil også kunne genkende dette fænomen fra trafikfarer, hvor man har bremset eller undveget faren, før begivenheden er blevet helt bevidst, og først bagefter bliver man virkelig klar over, hvilken fare man stod i. 

Hvorfor giver en naturlig overlevelsesevne traumatisk stress?

Når en person oplever en trussel vil en kolossal mængde energi blive produkseret, fordi individet lynhurtigt skal kunne enten løbe hurtigt eller kæmpe, helt på samme måde som ude på savannen i menneskeartens begyndelses tid.

Er ingen af disse muligheder til stede, vil musklerne ofte stivne og den enorme energi/adrenalinophobning forbliver i kroppen uforløst. Disse to fænomener, hjernens evne til lynhurtigt at affotografere en trussel, samt uforløst opsparet energi er vigtige ingredienser i den traumatiske stress. Hvis ikke energien kommer ud, forbliver den i kroppen i form af symptomer og konstant alarmberedskab.

Hvis nervesystemet har mulighed for at blive "rystet på plads", som man ofte kan se det hos dyr, efter en fare er drevet over, og som mange vil kunne genkende efter en voldsom oplevelse hvor man "rystede som et espeløv" og "tænderne klaprede i munden".

Ved dette kropslige fænomen kan den ophobede stress blive forløst, og individet undgå traumatisering. Det samme kan ske hvis personen har mulighed for at handle aktivt i situationen. Forløses stressophobningen ikke, forbliver kroppen i alarmberedskab, og alt hvad der minder, bare det mindste om oplevelsen, vil kunne udløse en stress reaktion i form af flashback. Billeder og sanseoplevelser fra oplevelsen, vælter ind over den magtesløse person, som intet kan gøre for at stoppe dette mareridt.